Onsdag d. 21. maj 2025 kunne børnene på Julemærkehjemmet Fjordmark slå dørene op til den nyopførte skole, der fremover vil danne ramme om undervisningen under deres ophold.
Den nye skolebygning har plads til 15 elever og består af undervisningslokaler, grupperum, fællesarealer samt lærer- og samtalerum. I udformningen er der lagt vægt på, at der både er plads til fællesaktiviteter og rum til fordybelse og ro. Dermed får børnene god mulighed for at kunne koncentrere sig om at modtage læring, udvikle en god og tryg relation til lærerne, samtidig med at der er gode rammer for at lave fælles aktiviteter.
Fra garderoben hvor man kommer ind, kan børnene bevæge sig ind i det store fællesrum eller hen mod undervisningslokalerne. De to undervisningsrum har adgang til et grupperum, der gør det muligt for lærerne at opdele klassen i mindre grupper. Her kan børnene også sætte sig, hvis de har brug for at arbejde mere koncentreret og uforstyrret.
Adgang til udendørsarealerne er også prioriteret højt. Der er en overdækket terrasse mod sydøst, hvor børnene kan sidde og arbejde i godt vejr, ligesom alle undervisningsrum har terrassedøre, så børnene har direkte udgang til det fri. Der er ovenlysvinduer, som giver en naturlig belysning, og der en god akustik, som giver et roligt miljø.